La Traviata forklaret for førstegangsgæster

Hvad titlen betyder

La traviata er italiensk for Den vildfarne kvinde. Verdi og hans librettist, Francesco Maria Piave, kaldte først operaen Violetta efter dens heltinde, og titlen blev ændret før premieren. Librettoen er baseret på La Dame aux camélias, et skuespil af Alexandre Dumas den yngre, der blev opført første gang i 1852, og som Dumas selv havde bearbejdet fra sin roman fra 1848. Verdi så stykket i Paris i februar samme år og begyndte straks at komponere. Operaen har siden været blandt de mest opførte i verden. Det italienske ord traviata beskriver en kvinde, der er faret vild fra den rette vej, og Verdis opera beder publikum om at vurdere, hvor retfærdigt hun behandles.

Hvem er hvem

Tre karakterer bærer historien. Violetta Valéry er sopran og kurtisanen i centrum. Alfredo Germont er tenor, en ung mand fra en respektabel familie, der forelsker sig i hende. Giorgio Germont, Alfredos far, er baryton, og operaen drejer sig om hans møde med Violetta i anden akt. Omkring dem er Flora, Violettas veninde, Baron Douphol, hendes nuværende elsker, hendes kammerpige Annina og Dr. Grenvil. Et kor spiller gæsterne ved de to fester. Violetta, Alfredo og Giorgio driver handlingen frem; de øvrige tjener mest de to fester. Verdi giver hver hovedrolle en stemmetype, der passer til rollen, og sopranens musik ændrer sig mere end nogens anden. At lytte efter de tre stemmer som separate karakterer er den hurtigste måde at følge historien på.

Akt I: Festen

Første akt er en fest i Violettas salon i Paris. Alfredo bliver bedt om at synge en brindisi, en drikkevise, og Libiamo ne' lieti calici er resultatet: Lad os drikke af de glade bægre. Gæsterne danser i det næste rum, og Violetta, som er forpustet, bliver tilbage. Alfredo fortæller hende, at han elsker hende. Hun giver ham en blomst og beder ham bringe den tilbage, når den er visnet. Alene spørger hun sig selv, om hun nogensinde kan opgive sin frihed, og akten slutter med hendes Sempre libera, Altid fri. Baronen, Violettas nuværende elsker, nægter at give skålen, og selskabet vender sig mod Alfredo.

Akt II: Landstedet og Floras fest

Tre måneder senere bor Violetta og Alfredo på et landsted uden for Paris. Alfredo opdager, at hun har solgt sine ejendele for at betale for det. Derefter opsøger hans far, Giorgio Germont, hende og beder hende opgive hans søn, fordi hendes rygte truer hans datters forlovelse. Hun accepterer og skriver et afskedsbrev. Ved Floras fest ydmyger Alfredo hende foran gæsterne, uden at vide hvorfor hun forlod ham. Hans far kommer ind og fordømmer ham. Ved festen er der underholdningskunstnere, med et kor af sigøjnerpiger og et af matadorer, og Alfredo vinder stort i kortspil, før han kaster sine gevinster for Violettas fødder.

Akt III: Det sidste værelse

Den sidste akt foregår i Violettas soveværelse. Hendes tuberkulose er blevet værre, og lægen siger, at hun har kort tid tilbage. Hun læser et brev fra Giorgio Germont, hvori han fortæller, at han har fortalt Alfredo, hvad hun ofrede, og hun synger Addio, del passato, Farvel, skønne lykkelige drømme fra fortiden. Alfredo vender tilbage, og de elskende genforenes. De taler om at forlade Paris sammen, men hun ved, at det er for sent. Et øjeblik føler hun sig genoplivet, og så dør hun i hans arme.

Musikken, du skal lytte efter

Forspillet åbner med meget blide, meget høje strygere, der skildrer den skrøbelige heltinde, derefter kærlighedstemaet. Valserytmer løber gennem første akt og giver den en parisisk stemning. Violettas musik ændrer sig, efterhånden som hun gør: udsmykket, næsten feberagtig koloratur i første akt, mere dramatiske linjer i anden og en åndelig kvalitet, når hun dør. Wikipedia bemærker, at La traviata er den eneste af Verdis mange operaer, der foregår helt indendørs, og derfor kan et kirkeskib, hvor stemmerne sidder tæt, passe til den. Verdis partitur indeholder et orkester på scenen i festscenerne, hvilket giver danse musikken en lyd af gade og salon.

De berømte numre, i rækkefølge

Flere øjeblikke er værd at kende ved navn, og Wikipedias synopsis gengiver deres tekster. De kommer i historiens rækkefølge, så du kan krydse dem af, efterhånden som aftenen udfolder sig. De to første afslutter åbningsakten, de næste to hører til konfrontationen mellem far og heltinde, og den sidste er heltindens afsked. Wikipedia registrerer også, at andenaktsfesten indeholder korene af sigøjnerpigerne og matadorerne.

• Akt I: Libiamo ne' lieti calici, drikkevisen, Lad os drikke af de glade bægre
• Akt I: Sempre libera, Violettas beslutning om at forblive fri
• Akt II: Pura siccome un angelo, Giorgio Germont beder hende give afkald på Alfredo
• Akt II: Di Provenza il mar, Giorgios hjemstavnssang for at bringe sin søn tilbage
• Akt III: Addio, del passato, Violettas farvel til lykkelige drømme

En mislykket førsteopførelse

Premieren på La Fenice i Venedig den 6. marts 1853 gik ikke godt. Publikum hånede til tider og rettede en del foragt mod castingen af Violetta, og myndighederne havde insisteret på, at operaen skulle foregå omkring 1700 i stedet for i samtiden. Dagen efter skrev Verdi, at det havde været en fiasko, og spurgte, om skylden var hans eller sängernes. Efter revisioner blev den opført igen på Teatro San Benedetto i Venedig den 6. maj 1854 og blev en stor succes. Første akt blev mødt med applaus, men publikum vendte sig mod forestillingen i anden akt.

Hvordan operaen rejste

Efter den reviderede Venedig-produktion spredte La traviata sig hurtigt. Wikipedia lister dens førsteopførelser i Madrid den 1. februar 1855, Wien den 4. maj 1855 og Barcelona i oktober samme år, derefter London den 24. maj 1856, hvor den blev anset for moralsk tvivlsom, og Buenos Aires i juni 1856. New York hørte den den 3. december 1856 og Paris den 6. december 1856, først på italiensk. Overalt hvor den kom hen, diskuterede publikum heltinden, og den vendte hele tiden tilbage til scenen.

Hvad man kan forvente i en kirke

Opera e Lirica-solister, hentet fra italienske teatre og musikkakademier, optræder med kor og orkester, og produktionen krediterer scener og kostumer til kostumehuset Bolero Sartoria. Det er en opera, der opføres i et kirkeskib, ikke på en operascene, så skalaen er intim, og lyden er tæt på. Sproget er italiensk. Regn ikke med undertekster, og derfor er det vigtigt at kende de tre akter. Forestillingen varer omkring to timer, og bookingsiden viser starttiden for din dato.

Hvem er det ikke for

Komediafans bør kigge andre steder hen, for heltinden dør, og operaen handler om skam, offer og sygdom. Hvis du har brug for engelske ord på en skærm eller et fuldskala operahus med en stor orkestergrav, kan en kirkeforestilling skuffe. Hvis en historie fortalt i sang i omkring to timer lyder som for meget, er en time med arier på et palads i Rom en mere skånsom introduktion. Alle andre får deres første opera med et af de mest kendte plots i repertoiret.