Spillestedet

St Paul's Within the Walls: kirken

Kirken, der danner ramme om La Traviata i Rom: dens gotiske revival-design, Burne-Jones-mosaikkerne, klokkerne og de koncerter, den huser.

Af La Traviata Rome · fakta sidst kontrolleret 16. oktober 2026

Roms første protestantiske kirke inden for bymurene

Den episkopale udlandighedsmenighed kunne først bygge i Rom, efter at byen i 1870 blev en del af Kongeriget Italien. I 1872 hyrede den den engelske arkitekt George Edmund Street, som gav den gotiske revival-linjer i bånd af mursten og sten. Kirken daterer sin indvielse til 1876, mens Wikipedia angiver 1876 for indvielsen og 1880 for færdiggørelsen. Italienerne kalder den San Paolo dentro le Mura, og amerikanere i Rom kender den som the American Church.

Striberne og det stjernebesatte hvælving

Det første, de fleste besøgende ser indenfor, er farverne. Skibets vægge er opdelt i røde og cremefarvede bånd, og det tøndehvælvede loft er dybblåt med et mønster af gyldne stjerner. Skibet leder blikket mod apsissen, hvor mosaikkerne begynder. Rækker af siddepladser løber ned langs begge sider af en flisebelagt midtergang. Kirken kalder sig selv et af de mest eftertragtede spillesteder for klassisk musik i Rom. Facaden mod Via Nazionale bærer de samme bånd udvendigt, så bygningen annoncerer sine farver, før man træder ind.

Burne-Jones' mosaikker

Kirken rummer fire mosaikker – det største værk, den prærafaelitiske maler Edward Burne-Jones skabte til nogen bygning. To buer før apsissen bærer Bebudelsen og Livets træ, begge færdiggjort i 1894. Halvkuppelen over alteret rummer Kristus på tronen i det himmelske Jerusalem, færdiggjort i 1885. Et fjerde panel, kaldet Det jordiske paradis eller Den stridende kirke, blev først færdiggjort i 1907 af Thomas Rooke, efter at dets designer var død. Kirken mener, at mosaikkerne er så værdifulde, at bygningen er et nationalt monument.

Reservér din plads til Violetta ↗

Sådan blev mosaikkerne lavet

Ravennas mosaikker, som Burne-Jones havde besøgt i 1873, var hans forbillede. Hans kartoner og farvenoter blev sendt til Venedig, hvor et muranoglass- og mosaikfirma monterede tesserae, før panelerne blev sat op i Rom. Wikipedia tilføjer, at han og William Morris valgte farverne sammen. Burne-Jones rejste aldrig til Italien for at føre tilsyn med arbejdet; i stedet blev hans assistent Thomas Rooke sendt afsted.

Glas, klokker og orgel

Skibets vinduer blev designet af det engelske firma Clayton and Bell og fortæller historien om St Paul rundt om i kirken. Kirken rummer også mosaikker af den amerikanske kunstner George Breck, herunder en fødselsscene på bagvæggen. Et klokkespil med 23 klokker blev konstrueret i 1876 af Severin Van Aerschodt, og orglet blev bygget i 1963 af firmaet Vincenzo Mascioni and Sons.

Hvad apsis-mosaikken viser

I den store mosaik på apsisvæggen skildrer kirken Kristus i herlighed, tronende mellem ærkeengle, med et glitrende syn af engle øverst. En af himmelportene ved hans side står tom – en påmindelse om Lucifers fald. Nedenunder ligger firmamentets hav og en række engle, og i det nederste bånd samler den triumferende kirke helgener og skikkelser fra kristendommens historie. Tidligere, på den første bue, er Bebudelsen sat i den rødglødende aftenhimmel.

Reservér din plads til Violetta ↗

Vinduerne og rosen

Kirkens vinduer begynder med det på Via Nazionale til højre for vestdøren og følger St. Paulus' liv i rækkefølge rundt i kirken, fra hans kaldelse til hans martyrdød og begravelse. Det store rosenvindue højt oppe på vestvæggen viser Kristus som konge omgivet af otte romerske martyrer. Kirken oplister helgenerne ved navn. Læst sammen fortæller glasset og mosaikkerne én historie fra hver sin ende af kirkeskibet.

En kirke, der lægger hus til koncerter

St. Paul's beskriver sig selv som et af Roms mest eftertragtede spillesteder for klassisk musik. På deres egen hjemmeside står der, at eksterne musikere bruger rummet til koncerter, og at deres Luminaria-serie afholdes søndag aften. De tilføjer, at mange af de billetkrævende aftenkoncerter fortrinsvis er opera og arrangeres af de arrangører, man kontakter direkte. La Traviata er en af disse forestillinger. Menigheden holder gudstjeneste her om søndagen, så rummet tjener begge formål.

Hvem dette ikke er for

Enhver, der håber på et stort operahus med lojer, forgyldt loft og scenemaskineri, finder ikke det rum her. Det er en fungerende episkopalsk kirke med bænke, sten og mosaik. Besøgende, der kun kommer for arkitekturens skyld, vil opdage, at aftenkoncerten ikke er et sightseeingbesøg: forestillingen er selve pointen, og apsissen er en del af bagtæppet.